Ridelejr

Hvis du leder efter et sted at tage på
rideferie, så er Vinkærgård en oplagt
mulighed!

Der er altid et bredt og varieret udvalg af heste, som gør det muligt at finde en hest, der passer godt til dine ønsker og behov. Stedets placering i hjertet af Djursland, med de smukke Mols bjerge i baghaven, gør det til alle tiders udgangspunkt for turridning. Der er mange muligheder for spændende rideture af forskellig længde og sværhedsgrad i områderne omkring Vinkærgårds bakkede skovområde og i Mols Bjerge.

Der er fredelige ridt igennem fyrreskovene og ture til Ebeltoft vig kun tre kilometer fra Vinkærgård, hvor du om sommeren kan komme ud og bade sammen med hestene. Der er helddagsture til nationalpark Mols bjerge, hvor du kan øve dig i at ride opad og nedad. Endelig er der smukke aftenture med udsigt til solnedgang over Kalø vig og hjem igen gennem skovene i tusmørket. På længere ture holdes der ofte et hvil, hvor frokost eller kaffe/the bringes ud fra Vinkærgård og nydes i det fri, mens hestene græsser.

Ridelejren har ikke noget fast program, da planlægningen afhænger meget af vejret og deltagernes ønske. Det er dog med garanti, at de (næsten) få lov til at ride så meget som vil. Der er mulighed for at modtage undervisning i løbet af ugen både med henblik på almindelig håndtering af hestene samt ridning. Der vil også være ponygames, striglekonkurrence, bålhygge og meget, meget mere!

Der er omkring 15-25 deltagere pr. uge. Minimums alder er 7-8 år.

Pris:

Børn 3.000,-
Voksne 3.500,- (efter det fyldte 16. år er man voksen)

Tilmelding:

Man tilmelder sig ved at sende en mail til [email protected] med navn, alder på deltager samt tlf. nr. på kontaktperson. Depositum er kr. 500,- som bliver opkrævet et par måneder inden ridelejrens start. Restbeløbet skal indsættes på samme konto som depositum senest 8 dage før opholdets begyndelse eller kontant ved ankomst.

Værd at vide:

– Deltagere skal  selv sørge for at have en fritids-/ulykkesforsikring.
– Ankomst søndag ca. kl. 14.00 og afhentning fredag ca. kl. 14.00
– Pakkeliste: Sovepose/dyne, hovedpude, lagen, toiletsager, håndklæde, ridetøj, almindelig tøj, nattøj, badetøj, ridehjelm/sikkerhedsvest (kan evt. lånes), lommepenge, sygesikringskort


Rideferie

Du kan bestille rideophold året rundt – både hverdage og weekends. Hvis du ønsker at komme på andre tidspunkter end ugerne i sæsonen, kan du sende en mail eller ringe. En typisk rideweekend er med ankomst fredag aften eller lørdag morgen og afgang søndag middag/eftermiddag (afhængig af ankomsttidspunkt).

Pris:

2.000,-  pr. person